Om Lone Wernblad

Jeg er opvokset på en gammel skole langt ude på landet, hvor spøgelser var mere
almindelige end legekammerater.

Jeg var meget alene, så det kreative og musiske univers blev det sted, hvor jeg var mest
tryg.
Jeg har tegnet glade klovne med rød blomst i hatten, siden jeg kunne holde om en blyant.
Denne klovn har inspireret mig til mit logo. En ven af min forældre var kunstner og han har
pejlet mig blidt i den kunstneriske retning. Dels ved at interessere sig for mine tegninger
og malerier og dels ved at give mig kyndige råd.

Musikskolen blev det sted, hvor jeg fandt ligesindede, og hvor det var i orden at være mig.
I mine øjne er det at samles om musik, en meget intens måde at mødes på, hvor alder,
køn og socialstatus er fuldstændig uvæsentlig.

Jeg har altid haft historier i hovedet, der stod i kø for at komme ud. Men da min ”storbror”
Jens rejste til Grønland, måtte jeg bare skrive til ham. Min mor opfordrede mig til at skrive
historier til ham. Også selv om stavning for en femårig ikke var retskrivningskyndig. ”Det
der tæller er lysten til at skrive, ikke om du staver rigtig”, sagde hun – og det gav mig modet
til at skrive løs.

Min far, der er professionel børneunderholder, julemand og klovn. Så den vej jeg går, er
ikke langt fra, det jeg har lært af ham. Min mor har et kæmpe arkitektonisk potentiale, som
hun desværre kun har brugt i alle de smukke rum, hun har tegnet og bygget. Desuden er
hun fantastisk til håndarbejde.

Så det er egentlig ikke underligt, at min vej er blevet, som den er. Men grundlæggende er
min vej min egen. Og det at være anderledes har altid været en grundtone i mit liv. En tone
jeg nu spiller med stolthed, storhed og for fuld tryk!

At hele mit professionelle liv cirkulerer om barnets univers, skyldes at jeg er et menneske,
som insister på at leve livet med hjertet i hånden hele tiden. Jeg vil ikke nøjes med, jeg vil
leve efter livets indre nødvendighed altid!  Det gør børn også, når de for lov!

Jeg har to fantastisk børn, Rosa og Frida. Jeg syntes børn er et fed folkefærd og jeg har
det tit sjovere, når jeg er sammen med børn, end når jeg er sammen med ”rigtige” voksne!
Når det er sagt, skal det understreges, at jeg i mit arbejde med Fødselsdagstoget også
hele tiden har mit pædagogiske og psykologiske sanseapparat tændt. Så selv om jeg er
på børnenes niveau, så er jeg også den, der holder øje med, om barnet trives, i det det gør.

At mit liv roterer omkring eventyret viser sig også ved, at jeg har mødt min norske
drømmedanser, da vi begge arbejdede på Pantomime Teateret i Tivoli.  Vi har nu danset i
12 år og han er manden, der støtter mig i alle mine skøre ideer. Både ved at tro på at jeg
kan, men også ved at hjælpe med at få alle mine fantasifulde ideer levet ud i verden.
For Peter Pan er jo ikke meget uden sin Klokkeblomst!